Streaming, gaming og hjemmearbejde. Internettet bruges efterhånden til mange formål, og hastigheden har afgørende betydning for mulighederne. Hvor hurtig skal din internetforbindelse egentlig være? Det finder du svar på her.
Hvor hurtigt skal mit internet være?
De fleste kan nøjes med en internethastighed på 100 – 200 Mbit/s, men der er gode grunde til at vælge hurtigere internet. Med en hastighed på 500 – 1000 Mbit/s går det hurtigere at modtage og sende store filer, og det er nemmere at holde spil og styresystemer opdateret.
Internethastigheder kan groft opdeles i følgende:
- 50 – 100 Mbit/s
- 200 – 300 Mbit/s
- 500 Mbit/s
- 1000 Mbit/s
50 – 100 Mbit/s
En internethastighed på mellem 50 og 100 Mbit/s er tilstrækkelig for dig, der bor alene, og som primært bruger internettet til nyhedslæsning, netbank og let hjemmearbejde. Det er muligt at streame film og serier med denne hastighed, men det tager længere tid at modtage/sende filer.
200 – 300 Mbit/s
En internethastighed på mellem 200 og 300 Mbit/s er populær, fordi den opfylder de flestes behov. Den egner sig til en mindre familie, der bruger internettet til lidt af hvert, og som derfor har behov for en højere hastighed.
500 Mbit/s
En internethastighed på 500 Mbit/s passer til de flestes behov, og er ideel til en større familie. Det går hurtigt med at modtage og sende filer, og derfor er det nemmere at holde spil og styresystemer opdateret. Streaming i 4K fungerer også problemfrit, selvom flere skærme bruges samtidig.
1000 Mbit/s
En internethastighed på 1000 Mbit/s er populær, og fås hos de fleste internetudbydere til en fornuftig pris. Her får du nærmest ubegrænset hastighed, og det går lynhurtigt med at opdatere alle husets internetforbundne enheder. Hastigheden anbefales bl.a. til krævende hjemmearbejde og gaming, hvor det ofte er nødvendigt at modtage og hente store filer.
Hvad har betydning for internethastigheden?
Flere ting har betydning for internethastigheden: Boligens størrelse, heriblandt også antallet af etager, antal samtidige brugere, kvaliteten og placeringen af netværksudstyret og forstyrrelser i området. Derudover har typen af internet også betydning for hastigheden: Mobilt internet har f.eks. en mere svingende hastighed end fibernet, og påvirkes lettere af forstyrrelser i området.
Boligens størrelse
En bolig på f.eks. 50 kvadratmeter er nemmere at dække med et simpelt hjemmenetværk, i forhold til en bolig på 150-200 kvadratmeter. Jo større areal du bor på, jo større krav er der til netværket. Ellers kan det gå ud over hastigheden på din internetforbindelse.
Antal brugere
Antallet af brugere har også betydning for internethastigheden, især hvis flere bruger nettet samtidig. Der kan i nogle tilfælde opstå en flaskehals, som har indflydelse på hastigheden.
Netværksudstyr
Dit netværksudstyr kan påvirke internethastigheden, særligt hvis du har trådløst netværk. Netværkskabler kan imidlertid også have indflydelse på hastigheden, hvis de er af ældre dato eller fejlhæftede. Derfor er det en god idé at vedligeholde netværksudstyret, så det ikke påvirker internethastigheden.
Forstyrrelser i området
Noget, som mange overser, er at signaler og objekter kan forstyrre internethastigheden. Det gælder især på trådløse netværk og mobilt internet, hvis du eksempelvis bor i en større etageejendom. Her flyder mange signaler sammen, og det kan have stor betydning for din internethastighed.
Hvordan får jeg hurtigere internet?
Du kan få hurtigere internet ved at skifte til fibernet, coax internet eller 5G internet, da det er de hurtigste teknologier på markedet. En anden mulighed er at gennemgå dit netværksudstyr og undersøge, om du kan optimere din nuværende internetforbindelse. Det kan ofte lade sig gøre, og kræver kun nogle simple trin.
1. Undersøg om du har det bedste internet
Ved at sammenligne internet priser kan du hurtigt undersøge, om du har det bedste internet til prisen. Det er et godt sted at starte, hvis du gerne vil have hurtigere internet. Tjek om din nuværende internetforbindelse er tidssvarende, og om du betaler den rette pris. Tag fat i din internetudbyder, hvis det ikke er tilfældet, og forhør dig om mulighederne.
2. Tjek netværksudstyrets placering
En trådløs router skal placeres frit, centralt og gerne højt, så den fungerer optimalt. Overvej evt. et mesh-system, hvis din bolig er på flere etager. Bruger du netværkskabler skal de være så korte som muligt, og helst Cat6 eller højere. Du kan læse mere her: Bedste netværkskabler til internet.
3. Opdater dit netværksudstyr
Hvis dit netværksudstyr er gammelt, er det muligvis forældet. Overvej derfor om det skal udskiftes eller opdateres med ny software, så du får hurtigere internet. Din internetudbyder kan som regel hjælpe dig med dette.
Hvilken type internet skal jeg vælge?
Du skal vælge fibernet, coax internet eller 5G mobilt bredbånd, hvis du vil have hurtigt internet og mange valgmuligheder. Fibernettet er imidlertid ikke tilgængeligt på alle adresser, men så kan du med fordel vælge coax internet eller 5G mobilt bredbånd. Her er det vigtigt at du vælger mobilt bredbånd med fri data, så du kan slippe for forbrugsgrænser.
Fibernet
Hvis du ikke ved, hvor hurtigt internet du har brug for, er fibernet et oplagt valg. Du kan ofte vælge mellem forskellige hastigheder, og det er muligt at op- eller nedgradere efter behov. Fibernet er desuden stabilt og pålideligt.
Coax internet
Coax internet dækker 59% af alle adresser, og er derfor mindre tilgængeligt end fibernet. Det er imidlertid et glimrende valg, hvis du vil have hurtigt internet til en lav pris, men her skal du ofte affinde dig med en lidt lavere hastighed end f.eks. fibernet.
5G mobilt bredbånd
5G mobilt bredbånd er et glimrende valg for dig, der ønsker mest mulig fleksibilitet. Det er muligt at få internet uden binding, hvis du vælger 5G mobilt bredbånd, og derudover kan det bruges i hele Danmark. Det kræver ingen installation eller teknikerbesøg – når først du har modtaget SIM-kortet, kan du gå på nettet.
Mål din internethastighed
Det er en god idé at måle sin internethastighed med jævne mellemrum, især hvis man er i tvivl om internetforbindelsen fungerer optimalt. På den måde kan man undersøge, om der er særligt belastede tidspunkter på dagen, eller om problemet skal undersøges yderligere. Med en hastighedstest får du indblik i, om du får hvad du betaler for, og det kan give dig et nyttigt indblik i din internetforbindelses ydeevne.
Husk dog, at hastighedstestens resultat afhænger af forskellige omstændigheder, såsom netværkets størrelse, antal brugere og forstyrrelser i området. Hastighedstest fungerer kun optimalt, hvis alle andre enheder kobles af netværket eller slukkes inden testen afvikles.
Klag over din internethastighed
Forbrugerrådet Tænk anbefaler at ud klager, hvis du ikke får den internethastighed, som du er blevet lovet af dit teleselskab. De anbefaler desuden at du klager skriftligt, enten via e-mail eller brev, og beskriver dit problem for dem.
Ifølge Tænk er det f.eks. muligt at få nedslag i prisen eller abonnementet opsagt, selvom du er i en bindingsperiode. Alternativt kan du klage videre til Teleankenævnet, hvis din internetudbyder ikke reagerer inden for 3 måneder. Teleankenævnet er et godkendt forbrugerklagenævn, og her kan du som privatforbruger klage over din telefonregning, mobiltelefon, internetforbindelse, osv.
Ofte stillede spørgsmål
Hvilken type internet er hurtigst?
Fibernet og coax internet er de hurtigste internettyper på markedet, men 5G mobilt bredbånd har også potentiale til at være hurtigt. Ved du ikke, hvilken type internet du skal vælge, er fibernet altid det sikreste valg.
Er mobilt internet hurtigt?
Mobilt internet er hurtigt, hvis du befinder dig tæt på en 5G-mast. I så fald kan hastighederne nemlig kravle op over 500 Mbit/s, og nogle steder sågar over 1000 Mbit/s. 4G-internet kan også være hurtigt, men på de fleste adresser kravler hastigheden ikke over 100 Mbit/s.
Hvilket internet har jeg nu?
Du kan undersøge, hvilket internet du har nu, ved først at kigge på din bankkonto. Her kan du sandsynligvis finde en postering i starten af måneden, der viser navnet på internetudbyderen. Alternativt kan du tjekke din IP-adresse.
Hvilken internethastighed til gaming?
Den bedste internethastighed til gaming er på mindst 100/100 Mbit/s, hvis du bor alene. Bor du sammen med andre, som bruger internettet samtidig med dig, anbefales det at vælge 300/300 Mbit/s som minimum. Er der tale om større eller krævende computerspil, bør du vælge 500-1000 Mbit/s.
Hvilken internethastighed til hjemmekontoret?
Til hjemmekontoret anbefales den højest mulige internethastighed, så produktiviteten ikke sænkes på grund af langsomt internet. Meget hjemmearbejde kræver behandling af store filer eller dokumenter, som så skal sendes frem og tilbage. En hurtig internetforbindelse kan reducere ventetiden med flere timer, og dermed kan du bruge tiden på andre ting.
Hvilken internethastighed til streaming?
De fleste internethastigheder rækker til streaming, men det anbefales at vælge en hastighed på 200-300 Mbit/s. Dermed kan flere benytte sig af streaming samtidig, uden at streamingoplevelsen påvirkes negativt.